Endnu en klog mand i KIKS

ENDELIG KOMMER MOGENS

Mogens Seider, leder af det danske PsykiatrisAkademi og "Psykosocal" leder i Høje tåstrup kommer nu IAFTEN fredag d. 22/02 2013 på genbesøg i "KIKS" !

Vi glæder os til endnu en viis mand der vil fortælle om de nye tiltag i Psykiatrien.. i selvskab med min nye medvært Mette..Som sædvanlig live på www.radioti.dk fra kl. 20.00 til 22.00

VI SES I RADIOEN !

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Søg

kun i denne sektion

Avanceret søgning

Danske HandicaporganisationerFor retten til lige muligheder

Sektioner

More Sharing ServicesShare

Forside | Dokumenter | Publikationer/pjecer | Jubilæumsstafet | Et meningsfyldt liv – det skal alle have mulighed for

Et meningsfyldt liv – det skal alle have mulighed for

— Arkiveret under Jubilæum, Sundhedspolitik

Hvad kommer handicapkonventionen til at betyde i psykiatrien? Socialpsykiatrileder Mogens Seider er oktober måneds skribent i DH’s jubilæums-stafet på hjemmesiden. Han skriver blandt andet om sin modstand mod at udvikle specielle løsninger til almindelige mennesker.

Stafetskribent Mogens Seider

Af socialpsykiatrileder Mogens Seider, Høje Taastrup kommune

I VORES KOMMUNE er det besluttet, at vi i arbejdet med at udvikle tilbuddene til handicappede medborgere skal arbejde ihærdigt med at implementere FN’s handicapkonvention. Det giver os naturligvis en del udfordringer. Konventionen er på den måde blevet til et levende dokument, der begynder at skabe retning og stiller krav til alle os, der arbejder i de respektive tilbud og møder borgere, der har behov for støtte, omsorg og udvikling.

Indsatsen skal have sit udgangspunkt i fire kerneværdier, som skal give mine medarbejdere og jeg retning. De fire værdier er:
• Helhed,
• Engagement,
• Professionalisme og ikke mindst
• Medmenneskelighed og positivt livssyn.

Under denne ”værdiparaply” vil vi i Socialpsykiatrien i Høje Taastrup Kommune smøge ærmerne op og gå i gang med at levere service af høj kvalitet til borgere, der har eller har haft en sindslidelse.

PERSONLIGT SYNTES JEG, at Handicapkonventionen er en gave til os som nation og kommune. Jeg er helt bevidst om, at der er rigtig meget plads til forbedringer i vores måde at udføre og organisere vores sociale indsats på.
Jeg syntes rigtig godt om konventionens artikel 10, der lyder således:

Det er vel ikke til at tage fejl af? Det giver mulighed for at reflektere over: ”Hvad er et liv?”

JEG SKAL IKKE gøre mig klog på hvad livet er for andre. Et sådant spørgsmål kan den enkelte kun selv svare på. Til gengæld kan jeg, sammen med andre professionelle og brugere, bidrage til, at der kan findes svar ved at videregive vores levede erfaringer og viden. Men valgene skal tages af det menneske, der lever det pågældende liv.

Jeg tror, at vi mennesker ligner hinanden mere end vi er forskellige fra hinanden, og det skal efter min mening medføre, at der tænkes almindeligt, inden der tænkes specielt - i forhold til udviklingen af støtte og organisering til borgere med sindslidelser.

Det er efter min mening ikke nødvendigt at udvikle specielle løsninger til almindelige mennesker. Det er klart, at der er handicap, som medfører behov for specielle kompensationer, men grundlæggende mener jeg, at udgangspunktet for organisering og tilrettelæggelse af støtte og service må være, at alle først og fremmest er mennesker og derfor ikke ønsker et liv, der leves parallelt med de øvrige i samfundet.

Som Patricia Deegan, der selv har været bruger af det psykiatriske system siger: ”Vi vil ikke have det I gir’ os – vi vil have det samme som jer!”

I MIN DAGLIGDAG er jeg sammen med brugere og medarbejdere optaget af at skabe en socialpsykiatri, der giver borgerne mulighed for at komme sig (Recovery), og derfor har vi lagt os i selen for at skabe et rehabiliterings-perspektiv. Vejen er sikkert lang og udfordringerne store, da der skal justeres på mange forhold.

Vigtigt er det, at vi gør op med ”kronicitetsbegrebet”, hvilket vil sige, at vi gør op med forestillingen om, at en sindslidelse er en livslang begivenhed. Vi vælger at tro på den viden, der er, om at hovedparten af mennesker, der møder en sindslidelse, kan komme sig.

International forskning viser, at ca. en tredjedel af mennesker, der rammes af en sindslidelse, kommer sig helt. Ca. en tredjedel kommer sig socialt. Den sidste tredjedel kommer sig ikke helt - eller slet ikke.

Fortællingerne om mennesker med sindslidelser handler ofte om den sidste tredjedel – og behandling og tilbud til hele gruppen sammensættes ud fra disse fortællinger. Det syntes jeg, vi skal lave om på. Det er ikke rimeligt. Jeg har ikke mødt hverken psykiatere eller andre, der kan give garantier for, hvem der hører til i den tredjedel, som måske ikke kan komme sig.

Jeg tror, det er meget afgørende, at mennesker med sindslidelser mødes af professionelle og systemer, der giver dem chancen for at leve et liv, hvor det er muligt at komme sig, men sådan forholder det sig ikke i 2009.

TO EKSEMPLER:
1) Som leder af et kommunalt botilbud i Socialpsykiatrien, hvis rammer er en del af de gamle amtskommunale plejehjem, havde jeg fornøjelsen af at få besøg af en kvinde midt i 50erne. Denne kvinde havde en toværelses lejlighed i et andet bofællesskab, men trivsel og samvær med de øvrige beboere var efter sigende ikke optimal. Kvinden var ikke indstillet på at skulle flytte, men kunne nogle dage godt se, at hun måske havde behov for lidt mere støtte og omsorg, end der umiddelbart var mulighed for i det nuværende bofællesskab (§ 85).

Socialrådgiveren, pædagogerne og jeg var opsatte på, at denne kvinde skulle få det bedre og ville således tilbyde hende en bolig i vores § 108 botilbud. Vores § 108 botilbud rummer 41 boliger på ca. 14 – 16 m2, deraf er der 11 boliger, hvor bad og toilet deles med andre.

På denne dejlige sommerdag drikker jeg te med kvinden på vores terrasse, og vi har en god dialog om livets udfordringer og sommerens gang. Vi skal jo til sagens kerne og vi bevæger os sammen mod den bolig jeg skal præsentere for hende og som er et tilbud til hende, såfremt hun ønsker at skifte bolig. Der er naturligvis mulighed for selv at vælge farver på væggen og boligen kan indrettes ganske som hun ønsker dette, hvilket jeg efter bedste evne forsøger ”at sælge” til hende. Vi går så sammen ind i de 16 m2 og så står hun pludselig helt stille, kigger sig omkring og siger:

”Her kan man sgu da ikke leve et liv – hvor skal jeg have mine ting? – Der er jo ikke engang plads til min seng!”

2) To dage efter jeg var kommet hjem fra sommerferie, fik jeg besøg af en borger på mit kontor.

Vi kom til at tale om, hvad man kan lave i sommerens løb. Han spurgte til min ferie, som jeg berettede livligt fra. Heldigvis begyndte han at fortælle om sine drømme og oplevelser, som han gerne ville tilbage til.

”Mogens, tror du ikke, jeg drømmer om store hvide hoteller og hvide strande ved det blå hav? Da jeg var en dreng tog min familie også mig med til Ibiza, Korfu, Kreta, Bornholm – jeg har været mange dejlige steder. Jeg ved godt hvor dejligt det er”. Han fortalte om, hvordan han holdt af varmen og de letpåklædte kvinder, og jeg må sige, at vi forstod hinanden. Jeg spurgte ham om, hvornår han sidst havde været på ferie, og svaret gav mig ærlig talt en dårlig smag i munden:

”Jeg har ikke været på ferie siden jeg blev syg for 12 – 13 år siden. det kommer jeg heller ikke før jeg er rask, det er der nogen, der har fortalt mig.”

ÆRLIG TALT så kommer mit eget liv altså i et andet perspektiv, når jeg hører og oplever, hvad denne borger fortæller mig. Her sidder jeg og ser på et venligt, sødt og smilende menneske, der har været udsat for store traumatiske oplevelser i sit liv. Et menneske, der har oplevet kolossale svigt. En ung mand, der nu er angst for at være sammen med andre, og som i perioder søger ind i sig selv, da oplevelserne i fællesskabet med andre mennesker har givet ham store ar på sjælen. Dette medfører, at han bliver behandlet som syg.

Kvinden, der blev tilbudt vores 14 – 16 m2 værelse, forstår jeg godt. Det er ”en ommer” – ikke godkendt – vi må tilbyde hende en værdig bolig og hjælp.

Fortællingerne om boligen og drømmene om ferie har jeg valgt at berette om, da de begge eksponerer udsnit af en hverdag, som mange mennesker med sindslidelser oplever den. Den dag i dag.

Boligtilbuddene skal gøres værdige, og mulighederne for at leve livet skal forbedres. Det vil vi gerne medvirke til. Vi er i gang med at skabe nye boliger til borgere med sindslidelser og vi arbejder på at udvikle socialpsykiatriens faglige palet, så livet kan leves meningsfyldt. Vi ønsker at skabe en tilbudsvifte, der sætter fokus på ” Meningsfyldte liv ”.

Inspireret af rehabiliteringstænkningen arbejder vi lige nu i en meget åben dialog mellem brugere og medarbejdere, hvor vi vil skabe en organisation, der er liv- og håb-givende i sprog, tanker, handlinger og organisering.

HELDIGVIS ER MANGE mennesker i socialpsykiatrien optaget af de samme tanker som vi er. For en god ordens skyld er her en definition af ”Recovery” fra William Anthony, Centre for Psychiatric Rehabilitaion, Boston University:

Vi tror på at ”Meningsfyldte liv ” skabes af:
- meningsfyldte relationer – et samspil med det samfund man lever i
- meningsfyldte job – give mulighed for et arbejde til alle.
- meningsfyldte uddannelser – kan udvikles på alle niveauer
- boliger, der giver mening for den enkelte.

Som jeg ser det, er udfordringen til at få øje på, hvis borgere med sindslidelser skal have muligheden for at leve meningsfyldte liv, men reelt er opgaven også rimelig tydelig defineret og til at gå til.

HVIS DET SKAL LYKKES os i Danmark at skabe meningsfyldte liv, er jeg overbevist om, at vi skal fjerne vores professionelle fokusering på systemerne. Jeg oplever, at missionen i socialt arbejde har udviklet sig til at fokusere på organiseringen af systemer. Jeg ønsker, at missionen for arbejdet med mennesker med sindslidelser bliver at fokusere på de karakteristika, der kan skabe meningsfyldte liv. Så lad os fokuserer på menneskerne, hvor banalt det end lyder.

Det er vigtigt, at vi professionelle ikke skaber flere ghettoer og parallelle organiseringer i specielle institutionelle rammer, men eksempelvis søger at måle os selv på;

Hvor mange borgere har fået et arbejde?
Hvor mange borgere er kommet i gang med en uddannelse?
Hvor mange borgere har fået en relation til en person, der ikke er professionel?
Hvor mange borgere har deltaget i arrangementer, hvor det er muligt at finde en kæreste?

Når vi nu skal måle, så lad os måle på noget, der betyder noget for de mennesker, indsatsen skal rettes imod.

JEG GLÆDER MIG til at deltage i processen med at implementere handicapkonventionen.

Jeg er ret sikker på, at vi i Danmark kan være et foregangsland for andre lande, men det kræver, at vi som nation vil investere i at realisere de rettigheder, som konventionen giver borgerne.

Udviklingen af tilbud til borgere med sindslidelse skal udvikles i dialog med borgerne, så det gamle brugerslogan ”Nothing about us, without us” har vel aldrig været mere aktuelt.

Dokumenter

Redaktørlogin

Søg